Prins Christian overrasket af alle vennerne: Mor og far holdt kæmpe surprisefest på Amalienborg
Festen var ikke slut, da kronebilerne sent søndag aften forlod Christiansborg.
Efter det officielle gallataffel i anledningen af prins Christians 18-års fødselsdag, hvor hele Danmark kunne følge med, blev han fejret privat på Amalienborg.
Det skriver HER & NU.
Ifølge mediet havde mor og far allieret sig med prinsens venner og arrangeret en stor surprisefest i Riddersalen i Frederik VIII’s Palæ.
Og det var en overrasket prins Christian, der bestemt ikke havde forventet, at fejringen ville fortsætte.
Her kunne alle dem, som ikke var inviteret med til den officielle middag, være med til at fejre ham, heriblandt gamle og nye skolekammerater samt familiens gode venner.
Det blev en perfekt afslutning på en lang dag med prinsen i hovedrollen, som begyndte på balkonen, hvor fremmødte sang og flagede for fødselaren.
Om aftenen var der gallataffel på Christiansborg, hvor prins Christian havde selskab af unge fra alle landets kommuner og unge fra sportens, kulturens og kunstens verden. Ligesom kongelige deltog i middagen, hvor dronning Margrethe var vært.
Kongehuset har ikke ønsket at kommentere på HER & NUs artikel, da der er tale om spørgsmål af privat karakter.