Prins Gustavs kæreste fortsætter forfatter-successen
Prins Gustavs søde kæreste, Carina Axelsson, er i fuld gang med at skrive sin første ungdomsbog ”Model under cover”. Carina udgav for flere år siden to børnebøger om figuren Nigel, men nu går hun et skridt videre.
- Jeg er lykkelig for at kunne fortælle, at jeg har underskrevet en aftale med Usborne Publishing i Storbritannien og med Sourcebooks i USA om at udgive flere ungdomsbøger, fortæller Carina, der bor i en pragtfuld lejlighed på slottet i Berleburg sammen med prins Gustav. Det er også her, hun skriver sine bøger.
- Bøgerne er ungdoms-krimier, og hovedpersonen hedder Axelle. Jeg har altid selv været vild med krimier og ville gerne læse én med en kvindelig hovedperson. Derfor gik jeg i gang, og jeg skrev de første noter, mens jeg arbejdede i Paris for modeskaberen John Galliano. Det var også dér, jeg fandt ud af, at hovedpersonen i mine bøger skulle hedde Axelle, fortæller Carina Axelsson og tilføjer:
- Den første bog udkommer til februar næste år, og den anden bog kommer om efteråret. Derefter følger de øvrige otte bøger efter, fortæller Carina, der er særdeles kreativ.
Foruden at skrive, tegner prins Gustavs kæreste også godt, har haft en udstilling i Berleburg, og hvert år udgiver hun en julekalender med motiver fra Berleburg, som hun selv har tegnet.