Prins Henrik inviterede til middag på Store Kro
Prinsgemalen tilbragte fredag aften på Store Kro, der ligger et par hundrede meter fra Fredensborg Slot.
Prinsen havde inviteret syv bridge-venner til middag på Store Kro, der nemlig denne aften havde tema-aften, Menu Royale, med retter lavet efter opskrifter fra prinsgemalens kogebøger.
Prinsgemalen ankom i åben bil til Store Kro og blev modtaget af Store Kros ejer, Nils Fennet, der glad viste prinsen rundt i den perle, han har genskabt kroen til.
LÆS MERE: Prinsgemalen gav gaver på sin fødselsdag
Prins Henrik hilste på køkkenchefen
Derefter var det tid til at nyde de retter, som findes i prinsgemalens tre kogebøger, "Ikke altid Gåselever", "Helt Manifique" og "Til glæde for ganen" - sidstnævnte stammede aftenens opskrifter fra.
Inden prinsgemalen gik til bords med sine gæster, insisterede han på at hilse på køkkenchef Michael Brammer og hans otte mand store team i køkkenet, der alle fik kongelige håndtryk, inden de spurtede tilbage til gryderne.
Prinsgemalens selskab bestod af et par af prinsgemalens faste bridge-makkere, og de havde tilbragt eftermiddagen med at spille en lille Royal Pro-AM turnering, hvor prinsgemalen endte på vinderholdet.
Prins Henrik signerede kogebøger
Måske fordi prinsgemalen var sammen med et par af Danmarks fremmeste kvindelige bridgespillere, Sabine Auken og Christina Lund Madsen.
Sidstnævnte havde dagen forinden, på prinsgemalens fødselsdag, modtaget et legat fra prinsgemalens fond.
Menu Royal-aftenen på Store Kro, hvor de kongelige opskrifter var en stor succes blandt de 40 gæster i restauranten, sluttede med, at prinsgemalen signerede sine kogebøger, inden han tog hjem til slottet for at slappe af, mens resten af familie er i Sverige til bryllup hos prins Carl Philip og hans Sofia Hellqvist.