
Prins Joachim hårdt ramt: Følte skyld over for alt og alle

Prins Joachim blev hårdt ramt af en ødelæggende følelse af ensomhed, da han blev skilt fra grevinde Alexandra.
Det erkender Joachim i den nye dokumentarfilm ”Hærvejen”, der havde verdenspremiere i Imperial i København torsdag aften ved filmfestivalen CPH Dox.
Man kan i dokumentaren komme med på en vandring sammen med prins Joachim og forfatteren Steffen Jacobsen.
I en samtale, mens duoen holder pause, erkender Joachim, at han blev hårdt ramt af ensomhed, da han blev skilt fra grevinde Alexandra.
Joachim understreger, hvor svært beslutningen om skilsmissen var, men han kalder den også nødvendig, selvom det hele chokerede ”en allerhelvedes masse mennesker”.
Prins Joachim og grevinde Alexandra blev gift i 1995, og deres skilsmisse blev meldt ud i 2004.

Prins Joachim hårdt ramt
I dokumentaren bliver prins Joachim direkte spurgt, om han følte skyld ovenpå skilsmissen.
- Ja, over for alt og alle. Den ensomhed, den måde at føle ensomhed på, den mærkede mig meget, svarer prinsen i dokumentaren, og han erkender samtidig, at han selvfølgelig blev ramt af en eller anden form for depression.
- Depressionen over at fejle, siger Joachim.
Dokumentarfilmen vises på DR til juni.
