Prins Joachim med smil på læben: Kronprins Frederik har jo lovet det!
Prins Joachim hyldede Danmarks Tour de France-helt Jonas Vingegaard fredag efter etapen i Cahors.
Joachim overrakte den gule trøje til Vingegaard, der takkede for den kongelige opmærksomhed.
Joachim var utroligt stolt
Da BILLED-BLADET i Cahors mødte prins Joachim, som hyggede sig til Tour-festen sammen med hele familien, gav han udtryk for stor stolthed over den danske indsats ved dette års Tour de France.
Samtidig kom han ind på, at kronprins Frederik i morgen, søndag, er i Paris for at juble over Vingegaard og hilse på den danske cykelrytter, når Jonas fra Glyngøre med allerstørste sandsynlighed skal en tur øverst på podiet på Champs Elysées.
– Det har han jo lovet, så nu hænger han på den, sagde prins Joachim til BILLED-BLADET med et stort dansk sejrssmil på læben.
Og det er faktisk korrekt, da kronprins Frederik i et interview med det franske sportsmedie L'Equipe inden Tour de France lovede, at han ville være i Frankrigs hovedstad til sidste etape, hvis en dansker var øverst på podiet.
Prins Joachim er i disse dage på ferie på Chateau de Cayx med prinsesse Marie, prinsesse Athena, prins Henrik og prins Felix.