8. maj. 2018
Af Henrik Salling

Prins Joachim mødte astronauten Andreas Mogensen: Klar til en tur i rummet

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20180508_mho6933.jpg
Foto: Martin Høien
Astronauten Andreas Mogensen gav prinsen nogle tips, hvis chancen for en tur i rummet skulle byde sig.

- Jeg ved ikke, om det er min egen fantasi, der siger mig: Hvor ville det dog være fantastisk at komme en tur op og opleve jorden fra oven. Men lige nu er det jo ikke muligt, sagde prins Joachim, da han tirsdag den 8. maj deltog i åbningen af udstillingen "Rummet tur retur". Udstillingen åbnede på Teknisk Museum i Helsingør og havde foruden prinsen også fint besøg af astronauten Andreas Mogensen.

Andreas var som bekendt den første dansker i rummet og var umådelig stolt og spændt på at gense den rumkapsel, som rent faktisk bragte ham ud i rummet til den internationale rumstation ISS. Den 2. september 2015 kl. 10.37 blev han sendt ud i rummet, og turen til rumstationen tog to døgn. I ti dage opholdt Andreas sig i ISS sammen med et hold af andre astronauter og gennemførte i den periode en række forsøg.

Modtog kongelig belønningsmedalje

Prins Joachims mor, dronningen, hædrede efter hjemkomsten Andreas Mogensen med den kongelige belønningsmedalje, som et tegn på hvilken forskel han har gjort - og hvilket forbillede han er for danskerne. Andreas opfordrede i sin tale til at endnu flere unge skal interessere sig for naturhistorie, som han selv har gjort det.

Læs mere om: