Prins Joachim og prinsesse Marie gjorde det også: Fejrede grundlovsdag i Washington D.C.
Det var ikke kun i Danmark, at 175-året for Grundloven blev fejret på behørig vis.
For mens kong Frederik, dronning Mary, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte fejrede festlig Grundlovsdag i København, fulgte prins Joachim og prinsesse Marie trop i nat dansk tid.
På den den danske ambassade i Washington D.C. fejrede prinseparret Grundlovsdag med ansatte fra ambassaden, repræsentanter fra blandt andet Det Hvide Hus, Kongressen, Pentagon og andre ambassader.
Og som hovedtaler var det en helt særlig dansker, der var inviteret: Det var nemlig astronaut Andreas Mogensen, og på Instagram ses prinseparret da også med astronauten.
Mens prins Joachim i aftenens anledning var i uniform, markerede prinsesse Marie dagen ved at hoppe i en Dannebrogsrød kjole med en asymmetrisk udskæring.
Hun fuldendte det sommerlige look med løst hår og beige pumps.
Det er ikke den eneste festlige anledning, prins Joachim og prinsesse Marie kan se frem til i denne uge. I morgen fylder prins Joachim nemlig 55 år.