Prins Joachim rost til skyerne
Prins Joachims nye programserie "Prins Joachim fortæller" på DRK har været længe ventet.
Mange har glædet sig til at se, hvordan prins Joachim klarer sig som tv-vært og historiefortæller, og onsdag aften blev spændingen udløst.
Efter udsendelsen svømmede de sociale medier nærmest over med postive tilkendegivelser fra begejstrede tv-seere. Bl.a. på BILLED-BLADETs facebookside og på kongehusets facebookside.
Prins Joachim: Jeg har nerver på
Inden udsendelsen sendte prins Joachim en lille hilsen på kongehusets instagram-profil:
- Jeg har nerver på i dag. For i aften er der premiere på tv-programmet "Prins Joachim fortæller" ... hvor jeg fortæller og formidler Danmarkshistorie i den bedste sendetid.
Dét opslag har fået godt 25.000 likes og mere end 1.000 kommentarer.
Stor begejstring
- Jeg er selvfølgelig meget glad. Glad på HELE holdets vegne, siger producent Anna von Lowzow, der har tilrettelagt udsendelserne sammen med prins Joachim.
Prinsen har fået tv-udsendelserne sendt til Paris, hvor han er i gang med at tage en militær lederuddannelse på École Militaire.
Seks stjerner fra kommunikationsekspert
Kommunikationsekspert Anna Thygesen kalder udsendelsen "intet mindre end genialt".
"Jeg blev simpelthen klogere på vores historie, samtidig med at jeg var godt underholdt. Prins Joachim er den historielærer, vi alle skulle have haft. Han og hans familie ER jo den danske historie, og det giver rigtig god mening at lade ham rejse rundt i Danmark og gøre os klogere på, hvorfor vi opfører os, som vi gør," skriver hun.
"Prins Joachim lykkes også med at være både royal og personlig, han giver lidt af sig selv, uden at det hverken bliver for meget eller for plat," fortsætter Anna Thygesen og opfordrer læserne til at droppe forældremøder i skolen, Champions League-fodbold eller den ugentlige badmintonkamp for istedet at samle familie med popcorn og te og blive klogere sammen med prins Joachim.
"Seks stjerner herfra. Intet mindre", skriver Anna Thygesen i sin anmeldelse.
Prins Joachim er en fantastisk fortæller
Også multitalentet Jim Lyngvild, der er erklæret kongehusfan har set programmet.
"Gud, hvor er prins Joachim en fantastisk fortæller", skriver Jim Lyngvild, der gerne ville have set endnu mere "prins Joachim og mindre eksperter".
Berlingske Tidendes anmelder, Jacob Steen Olsen, er ikke helt så begejstret. Hans vurderer lyder således "Alt for meget prins - alt for lidt Joachim."
LÆS MERE: Prins Joachim er dus med danskerne
Næste afsnit af "Prins Joachim fortæller" vises på DRK den 30. oktober kl. 20.45.
Indtil da kan du læse alt om prins Joachims spændende tv-arbejde i BILLED-BLADET.