Prins Joachim til gallamiddag
Børsen i København dannede mandag aften rammen om en gallamiddag i anledning af Creative Business Cup - en konkurrence for kreative og innovative virksomheder.
Året i år var helt særligt, fordi man til aftenen havde indbudt en række kinesiske kreative virksomheder til at vise nogle af deres mest innovative produkter frem.
Kongelig deltagelse
Med til middagen var prins Joachim, som forinden fik lejlighed til at hilse på nogle af de kreative mennesker, som stod klar til at forklare prinsen om deres gode idéer.
Prinsen fik blandt andet lejlighed til at kigge på tøj, sko og smykker, og der var også kinesisk møbeldesign med på den lille udstilling.
Manglede Marie
Med til arrangementet var også den kinesiske ambassadør i Danmark, Deng Ying, som tog godt imod prinsen i et af Børsens stemningsfulde lokaler, og den kinesiske delegation overrakte prinsen en ualmindelig flot fotobog, som vil se godt ud på ethvert sofabord.
- Jeg er nok ikke den bedste til at udtale mig om design. Det interesserer mig mere, hvad der er filosofien bag designet. Hvilke strømninger er på vej frem i Kina? For Kina er på vej frem. De kinesiske designere står ikke længere kun i kulissen, sagde prinsen, som måske kunne have haft brug for sin modeinteresserede hustru ved sin side.
- Jeg er sikker på, hun ville have set hver enkelt lille detalje, sagde prinsen, inden selskabet gik til bords.