Prinsesse Benedikte dukker pludselig op til hemmeligholdt fødselsdag i udlandet
I december kunne Sveriges dronning Silvia fejre sin 80-års fødselsdag. Men den helt store fejring, valgte dronningen at gemme – indtil nu.
Den runde dag blev fejret privat her i weekenden, og det var ikke kun for en enkelt aften – nej, festen strakte sig over en hel weekend med arrangementer på tre forskellige slotte.
Det skriver Svensk Damtidning.
Fejringen begyndte lørdag aften, hvor dronning Silvia holdt fødselsdagsmiddag på Det Kongelige Slot i Stockholm.
Venner og familie mødte talstærkt op. Også prinsesse Benedikte havde taget turen fra København til Stockholm for at fejre sin fætters hustru. Og i løbet af weekenden kunne man få glimt af hende sammen med den kongelige familie og svenske bekendte.
Heriblandt ved Norges kong Harald og dronning Sonjas reception for dronning Silvia, der fandt sted søndag på kongeskibet Norge. For det var ikke kun på de svenske slotte, at fejringen udfoldede sig. Det norske kongepar syntes åbenbart også, at de ville være værter for en lille fødselsdag for den svenske dronning, og her mødte prinsesse Benedikte op i et sæt i røde og blå nuancer.
Få timer efter blev prinsessen, der fyldte 80 i april, set forlade kongeskibet med resten af gæsterne for at tage mod Ulriksdal Slot, hvor dronning Silvia bød på frokost.
Fødselsdagsfejring blev afrundet søndag aften med middag på Drottningholm Slot.
Dronning Silvias fejring i weekenden blev ikke afholdt officielt, og det var forinden ikke blevet meldt ud af det svenske kongehus. Da det var privat, har det danske kongehus heller ikke oplyst, at prinsesse Benedikte skulle deltage i fejringen.