Prinsesse Benedikte havde barnebarn med til julekoncert
For de mange publikummer i den fyldte Helligåndskirke på Strøget i København begyndte julen for alvor, da de havde overværet julekoncerten med Sct. Annæ Pigekor.
Også for prinsesse Benedikte, som er protektor for koret.
Prinsessen har i mange år overværet koncerten, og i år havde hun inviteret sit barnebarn komtesse Ingrid med til koncerten.
Komtessen er til daglig kostelev på Herlufsholm Skole ved Næstved.
Ingrid, som naturligvis er opkaldt efter dronning Ingrid, er datter af Benediktes datter prinsesse Alexandra og grev Jefferson, og hun kunne i selskab med sin mormor nyde den smukke koncert, som i den grad indleder den sidste uge inden juleaften.
Koncerten havde flere store øjeblikke, men da koret stemte i til fællessangen "Dejlig er jorden", var det som om, taget løftede sig i den smukke kirke i hjertet af København.
Traditionen tro havde prinsesse Benedikte inviteret sine nærmeste medarbejdere med til koncerten, blandt andre sin chauffør Poul Erik Larsen, hofdamen Anne Dorthe Iuel og privatsekretær Tommy Paulsen.
Men også prinsessens tidligere hofdame og sekretær var til stede i kirken.