Prinsesse Benedikte: Jeg beundrer min storesøster
Prinsesse Benedikte glæder sig til sin storesøster dronning Margrethes 70 års fødselsdag, og til BILLED-BLADET tegner hun et billede af en søster, som vækker beundring.
- Jeg beundrer min storesøster for hendes umådelige kreativitet. Den er stort set uden grænser. Hun kan så mange ting. Jeg er ikke spor kreativ, det kunstneriske og kreative har hun fået helt alene. Det er da også morsommere, at der er én, der har fået de evner og virkelig har glæde af dem, i stedet for at vi tre søstre hver især havde fået lidt. Så var det ikke rigtig blevet til noget, sig er prinsesse Benedikte.
I dag er dronningen berømt for sine decoupager, de kunstværker hun laver ved at klippe ud af kataloger og sætte tingene sammen til fantastiske billeder. Også den evne har hun haft siden barndommen.
- Jeg kan huske engang som barn på Amalienborg. Min søster var syg, vist nok med influenza. Hun lå i sengen med saks og papir, og der var papirstumper overalt. Jeg ved ikke, hvordan hun kom på den idé med at klippe og klistre, det er absolut ikke noget, hun har lært, jeg tror snarere, det er "learning by doing". Den slags var slet ikke mig. Jo, hvis det var noget, jeg kunne klippe efter et mønster, ellers ikke, fortæller prinsessen.