Prinsesse Benedikte måtte love, at dette barn blev født i Tyskland
Prinsesse Benedikte har i et interview med BILLED-BLADET blandt andet fortalt, at hun i sin tid havde aftalt med prins Richard, at deres førstefødte skulle komme til verden i Tyskland.
"Begge mine døtre, Alexandra og Nathalie, er født i Danmark. Jeg havde lovet min mand, at vores første barn – da vidste vi endnu ikke, at vi skulle få en dreng – skulle blive født i Tyskland, hvilket han også blev. Det var aftalen. Og så kunne de næste blive født herhjemme, hvilket pigerne så blev."
Modsat sine søstre har prins Gustavs tilknytning til Tyskland fra fødslen af været mere udpræget, idet han som ældste søn er vokset op i rollen som arving til Berleburg Slot.
Han har derfor bibeholdt sit tyske statsborgerskab og har til daglig en travl hverdag, hvor han står for driften af godset, hvortil der hører hele 13.000 hektar skovområder.
Prins Gustav hører dermed til blandt de største private jordbesiddere i Tyskland.