Prinsesse Benedikte var imponeret: Hun må være den ældste blomsterpige nogensinde
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Den 29. april fylder prinsesse Benedikte 80 år, men tirsdag formiddag var det en helt anden rund fødselsdag, hun var med til at fejre.
Solgaven i Farum, som er et botilbud og dagcenter for blinde og svagsynede, fyldte nemlig 50 år.
Forberedelserne til den store dag har stået på i månedsvis, og den røde løber var rullet ud, da prinsesse Benedikte ankom frisk og veloplagt i sin kronebil klokken 10.30.
Når prinsessen er på officielle opgaver, bliver hun taget varmt imod af en blomsterpige, og besøget på Solgaven var ingen undtagelse.
Sammenlignet med blomsterpigen var den snart 80-årige prinsesse nærmest en vårhare, for det var Solgavens ældste beboer, Inger Jørgensen, der havde fået fornøjelsen af at overrække buketten til prinsesse Benedikte ved ankomsten.
Inger Jørgensen er hele 104 år, og det imponerede naturligvis prinsesse Benedikte at høre.
Se ankomsten i videoen herover.
Besøget på Solgaven begyndte med både taler og fællessang, hvorefter der blev budt på canapeer.
Derefter tog prinsesse Benedikte en kort tur i golfvognen, så hun kunne komme med ud at se den smukke sansehave, der er blevet anlagt.
Prinsessen var også en tur i motionsrummet, inden hun til sidst fik lejlighed til at tale med en masse beboere og besøgende på Solvangen, hvilket hun tog sig rigtig god tid til.