Prinsesse Isabella får nøglerolle: Hun bliver den første, der skal gå den vej
April måned bugner af kongelige fødselsdage, og også i det danske kongehus skal flagene findes frem flere gange.
Den 21. april er det kong Frederik og dronning Marys ældste datter, prinsesse Isabella, der er hovedperson, når hun fylder 17 år.
Dermed går prinsesse Isabella ind i sit sidste år som ”ikke-myndig” – når prinsessen bliver myndig og er færdig med uddannelse, vil hun højest sandsynligt få en anden rolle i kongehuset.
- Alt tyder på, at hun i fremtiden vil blive en lige så loyal uundværlig støtte for kronprins Christian, som prins Joachim har været for kong Frederik og prinsesse Benedikte for dronning Margrethe. Et vigtigt og værdifuldt medlem af både kongehuset og kongefamilien, og hun bliver den første af kongeparrets børn, der skal gå den vej, fortæller BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Marianne Singer.
- Men hvad der præcis vil ske, når hun fylder 18, vides ikke endnu. Prinsesse Isabella har jo travlt med gymnasiet og alt, hvad der hører med, smiler Marianne Singer.
Men hvordan vil prinsesse Isabella bakke sin storebror, kronprins Christian, op?
- På nuværende tidspunkt er der ikke lagt op til, at hun skal have apanage, men derfor er der stadig stor sandsynlighed for, at hun kommer til at støtte sin storebror ved officielle markeringer af mærkedage i kongefamilien og måske også med mindre egne officielle opgaver, der har hendes interesse, siger Marianne Singer.
- Derudover vil kronprins Christian kunne have fortrolige samtaler med og søge råd hos sin søster omkring svære eller udfordrende emner og kunne nyde godt af den forståelse og indsigt, hun vil have omkring livet i den danske kongefamilie, hvor de begge er vokset op i de samme rammer, fortæller Marianne Singer.
Ifølge hofreporteren vil prinsesse Isabella havde en anden frihed end kronprins Christian, da hun er nummer to. Men da hun stadig indgår i tronfølgen, vil hun ikke leve et liv som sine ikke-kongelige venner.
- Idet prinsesse Isabella er søster til Danmarks kommende konge og en del af tronfølgen, vil hun aldrig kunne leve et helt normalt liv uden offentlig interesse. Hun har til gengæld en langt større frihed end sin bror for at kunne tjene sine egne penge og leve et forholdsvist privat arbejdsliv i mere lukkede rammer.
- Derudover kan hun jo også vælge bosætte sig i udlandet, hvor hun vil kunne nyde større anonymitet, hvis det er det, hun ønsker.
- Men det er en særlig balance, hun skal mestre – balancen mellem at være kongelig og tjene sine egne penge. Lige nu lever prinsesse Isabella dog stadig et mere ubekymret liv som teenager, hvor kammerater, fester og lektier fylder hos hende som elev i 1.g på Øregård Gymnasium i Hellerup. Det er præcis, som det skal være, slutter Marianne Singer.