
Prinsesse Isabella fejres i Aarhus: Her får det konsekvenser

Aarhus kommer til at stå på den anden ende, når prinsesse Isabella er centrum for en overdådig 18-års fødselsdagsfejring.
Det festlige arrangement kommer til at foregå på Aarhus Rådhus, og Aarhus Kommune melder nu ud, at fejringen kommer til at have konsekvenser for trafikken omkring rådhuset.

På Facebook oplyser Aarhus Kommune, at Rådhuspladsen vil være spærret af fra klokken 13 til 17, når prinsesse Isabella holder fødselsdag fredag den 11. april.
– Samtidig må der kun køre busser på Park Allé og i Hans Hartvig Seedorffs Stræde. Kommer du i bil, skal du indstille dig på at køre en omvej, oplyses det yderligere.
Aarhus Kommune tilføjer, at man stadig vil kunne krydse Rådhuspladsen til fods, men hvis man kommer på cykel, bliver man opfordret til at stå af og trække.
Afslutningsvis tilføjes det, at Sønder Allé stadig er spærret for biler på grund af nedstyrtningsfare.
BILLED-BLADET sender LIVE fra fejringen i Aarhus fredag den 11. april fra klokken 13.
