Prinsesse Isabella har fødselsdag
Søndag er det præcis seks år siden, at Isabella Henrietta Ingrid Margrethe kom til verden på Rigshospitalet i København. Det skete klokken 16.02.
Den lille prinsesse er kronprins Frederik og kronprinsesse Marys andet barn og regentparrets fjerde barnebarn - men første pige.
Når prinsesse Isabella viser sig offentligt, er hun ofte god for en underholdende kommentar eller en god positur, og det har gjort hende til en populær figur blandt de kongelige.
Der er ingen tvivl om, at prinsessen bliver fejret efter alle kunstens regler i familiens favn. Efter sommerferien skal hun starte i skole, og så starter det helt store børnefødselsdagsshow for alvor.
Et lille kuriosum omkring prinsesse Isabellas fødselsdag er, at hun deler fødselsdag med Englands dronning Elizabeth. Hun bliver 87 år samme dag, og prinsesse Isabella er faktisk nummer 324 i arvefølgen til Elizabeths trone.