
Prinsesse Marie dropper tradition i Danmark

Den 1. december er World AIDS Day, og her plejer prinsesse Marie som protektor for AIDS-Fondet at deltage i både lystænding og AIDS-Fondets Julekoncert i Trinitatis Kirke.
Ved mindearrangementet plejer prinsessen at tænde et af de mange lys, der bliver en del af det flammende lyshav i decembermørket. Det foregik i år på Gammeltorv i København.
Prinsesse Marie har været protektor for AIDS-Fondet siden 2011, og selvom hun sammen med prins Joachim og deres fælles børn flyttede til Washington sidste år, kom hun hjem til det danske for blandt andet at være med i lystændingen.



Kommer snart til Danmark
I år har der ikke været hul i kalenderen til at tage den lange flyvetur til Danmark.
Det varer dog ikke så længe, inden vi ser hende i Europa.
Prinsesse Marie åbner 4. december den officielle danske julemåned med det kulturelle tema ”NOËL DANOIS - L’HIVER HYGGE” i stormagasinet Nouvelles Galeries i Annecy, Frankrig.
Og 10. december har hun sin næste officielle opgave i Danmark.
Her besøger hun som protektor for organisationen Stop Spild Af Mad Bispebjerg Hospitals patientkøkken.
