Prinsesse Marie rystet efter Joachim-uheld
Prins Joachim havde kørt en flot finale i racerløbet Copenhagen Historic Grand Prix, da han pludselig var uheldig i sin Cortina bil. Køretøjet bankede ind i et værn og Joachim var ude af finalen.
Prinsesse Marie fulgte dramaet fra nært hold og var til stede ved banen i Bellahøj i København.
Hun virkede naturligvis rystet, da hun så sin mand komme galt af sted.
Prinsen var hurtigt ude af sin bil og signalerede at han trods uheldet og en ramponeret bil var OK. Til gengæld var han vred over at han ikke kom i mål i finalen.
Efter at have sundet sig, gik han tilbage i pitten og forsøgte sammen med sin Marie at smile så godt det var muligt.
Heldigvis kom prinsen ikke til skade, og det var for alle på Bellahøj-banen det vigtigste. Især for prinsesse Marie.