Prinsesse Nathalie kommer med ny forklaring efter hun mistede sit landstrænerjob: Jeg blev fyret
Mange herhjemme kender prinsesse Nathalie som datter af prinsesse Benedikte og prins Richard, men i hesteverdenen er hun kendt som en del af eliten inden for dansk dressursport.
Det har den i dag 49-årige prinsesse været i mange år, og i 2017 scorede hun jobbet som landstræner for det danske dressurlandshold.
I 2021 kom det dog frem, at hun stoppede i jobbet med øjeblikkelig virkning. Forklaringen var en omstrukturering, idet Dansk Rideforbund ønskede at erstatte landstrænerrollen med et større ekspertteam.
I DR-programmet ”Mellem hestelort og milliarder” omtales prinsesse Nathalies fratrædelse, og hun uddyber nu, hvad der skete. For eksempel er det første gang, prinsessen nu omtaler fratrædelsen som en reel fyring.
- Jeg tror, der skal et stykke tid hen over det, før man sådan kan snakke åbent om det. For mig er det helt klart, at de ville af med mig, og hvorfor det er, kan jeg den dag i dag ikke sige.
I programmet fortælles det, at nogle mener, årsagen til fyringen i 2021 skyldes, at prinsesse Nathalie ikke ville udtage den fremtrædende Andreas Helgstrand til landsholdet.
- Det er muligt. For mig kommer hestene altid først. Hvis jeg kan se, det er for tidligt for dem, og der oven i købet kommer en rytter, som presser citronen for meget for så ung en hest, så vil jeg som landstræner til hver en tid vælge at lade sådan en hest blive hjemme, forklarer prinsesse Nathalie i programmet og siger, at hun ikke kan vide, om det synspunkt har spillet ind, men at muligheden er der.
I ”Mellem hestelort og milliarder” afviser både Andreas Helgstrand og hans far, Ulf Helgstrand, der var daværende formand for Dansk Rideforbund, at den manglende udtagelse af Andreas Helgstrand til landsholdet har haft betydning for, at prinsesse Nathalie blev fyret.
Prinsesse Nathalie er i dag personlig træner for blandt andre Cathrine Laudrup-Dufour.
Alle fire afsnit af DR-programmet kan ses på DRTV.