Regentparrets besøg på Færøerne udsættes
Det var egentligt meningen, at dronning Margrethe og prins Henrik skulle gæste Færøerne på et officielt besøg fra den 15.-18. juni, men nu fremgår det af en pressemeddelelse fra hoffet, at det ikke bliver tilfældet.
I første omgang fik valgets udskrivelse hoffet til at forkorte besøget med en halv dag og man forventede, at de fleste programpunkter blev fastholdt.
Nu har den endelige planlægning af valgets afholdelse dog vist sig at have større indvirkning på muligheden for at gennemføre programmet, så nu har regentparret i samråd med Lagmandens kontor valgt at udsætte besøget.
- Den endelige tilrettelæggelse af folketingsvalget på Færøerne viser, at det ikke bliver muligt gennemføre programnmet i forbindelse med regentparrets besøg som planlagt. Efter drøftelser mellem Lagmandens kontor og hoffet er det derfor nu besluttet at udsætte besøget, skriver hoffet i pressemeddelelsen.
De nye datoer for besøget vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.