Regentparrets sidste dag i Grønland
Regentparret vakte jubel da de ankom til Nuuk, Grønlands hovedstad, iført nationaldragter.
Regentparret afslutter netop nu deres godt to uger lange tur i Grønland med at besøge Nuuk.
Egentlig ankom regentparret tirsdag eftermiddag med skibet Dannebrog, der lagde sig ude i fjorden, og om aftenen deltog dronningen og prinsgemalen i en middag arrangeret af Grønlands selvstyre til ære for regentparret på Hotel Hans Egede.
SE VIDEOEN: Prins Henrik og dronning Margrethe på kærlighedstur i trailer
Regentparret blev budt velkommen
Først onsdag blev dronningen og prinsen officielt budt velkommen ved kajen i Koloni-havnen, hvor Nuuks borgmester Asii Chemnitz Narup og byens indbyggere talstærkt tog imod med tre kanonsalutter, sang og nifoldigt leve for regentparret.
Prinsgemalen var i sorte kamikker og hvid anorak, mens dronningen var i sine smukke nationaldragt med auberginefarvet anorak under den store smukke perlekæde og dertil hellange røde kamikker, som sjældent bruges mere, men som med farven signalerer, at man er gift.
Efter ankomsten besøgte dronningen og prinsgemalen Kittat, der er et arbejdende museum på havnen, hvor blandt andre kronprinsesse Marys kamikker til hendes grønlandske nationaldragt er syet.
Sammen med borgmester Asii Chemnitz Narup spadserede regentparret derefter til Rigsombudsmanden Mikaela Engells bolig, hvor de benyttede besøget til at klæde om i mere bevægelses-egnet tøj, så de kunne besøge blandt andet Retten og Grønlandsbanken, inden dronningen senere på dagen indvier en ny vej i Nuuk.