Regeringen melder ud: Kongehuset skal have flere penge
Hvis det står til Regeringen, vil udgifterne til kongehuset stige, og Frederik og Mary kan se frem til en lønforhøjelse.
Det skriver Ritzau.
Til mediet fortæller finansminister Nicolai Wammen (S), at Regeringen er indstillet på at sætte flere ressourcer af til kongehuset.
– Når vi vil skabe rammerne for, at vores kongehus med det nye kongepar kan fortsætte med at udvikle sig og være et aktiv for Danmark, må vi samlet set forvente at skulle afsætte flere ressourcer. Det er regeringen helt indstillet på, udtaler finansministeren til Ritzau.
Desuden vil Regeringen se på de kongelige slotte, hvor de ønsker at styrke statens rolle i vedligeholdelse og modernisering.
Det er staten, som ejer de kongelige slotte, men kongehuset har brugsretten til dem. Det er Slots- og Ejendomsstyrelsen, der sorterer under Finansministeriet, der er ansvarlige for den ydre vedligeholdelse af slottene, mens omkostningerne til den indvendige vedligeholdelse dækkes af kongehuset selv.