Rejser fra Paris lørdag: Men kong Frederik og dronning Mary lover godt nyt
Flere af verdens spidser var fredag samlet i Paris i forbindelse med OL-åbningsceremonien, og også kong Frederik og dronning Mary var inviteret med til den storslåede begivenhed.
Det danske kongepar ankom til Paris torsdag og har siden da deltaget i flere officielle arrangementer. Fredag var de desuden en tur forbi OL-byen for at mødes med nogle af de mange danske atleter, der skal i aktion de kommende dage.
En del af dem kommer kong Frederik og dronning Mary til at følge hjemme fra Danmark, for lørdag rejser de fra Paris. Det fortalte DR’s Stéphanie Surrugue under kommenteringen af åbningsceremonien fredag aften.
- Jeg mødte det danske kongepar i går (torsdag, red.). De tager jo hjem i morgen (lørdag, red.), og jeg spurgte, om de havde tænkt sig at komme tilbage, hvis det begyndte at lugte af medaljer. Der nikkede dronning Mary meget ivrigt, inden hendes mand sagde: ”Ja, ja, vi skal nok komme igen”, sagde DR-korrespondenten.
Der er dermed gode chancer for, at vi får endnu mere at se til kong Frederik og dronning Mary under OL i den kommende tid. Spændende bliver det også at se, om de næste gang tager nogle af deres børn med.
Den danske kongefamilie er meget glad for sport, og kong Frederik og dronning Mary har tidligere haft deres børn med til den storslåede begivenhed.
Det er uvist, hvornår lørdag at det danske kongepar rejser fra Frankrig, og om de eventuelt vil kunne nå ind at se de danske håndboldherrer spille mod netop Frankrig lørdag aften.
Ifølge den kongelige kalender er det kronprins Christian, der er regent lørdag.