Rørt prins Joachim: Jeg er taknemmelig for at være i live
- Det er jo ikke kun mig og min fysiske form, der blev ramt. Min kone, mine børn og den allernærmeste familie - vi er alle sammen blevet ramt af det. Jeg blev ramt fysisk, men de var jo på første parket. Derfor er familien også en del af denne heling, og vi takker vores skaber for hver eneste dag. Simpelthen.
Sådan lød det fra en hudløst ærligt og rørt prins Joachim i det første interview, han har givet, siden han under familiens sommerferie på Chateau de Cayx i juli måtte hasteindlægges med en blodprop i hjernen på universitetshospitalet i Toulouse, hvor han blev akut opereret den 24. juli.
Det skriver DR på deres hjemmeside.
Svævede mellem liv og død
I interviewet, der blev vist i DR Nyheders magasin 21Søndag klokken 21.00, fortalte prins Joachim for første gang, hvordan han har det efter blodproppen, hvordan hans familie reagerede og om sit nye job som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris.
Prins Joachim understregede i interviewet med DR, at formen er god, men at han stadig arbejder med den voldsomme oplevelse af at have svævet mellem liv og død.
Ramt af restriktioner
Og så har prins Joachim og prinsesse Marie sammen med deres to børn, prins Henrik, 11, og prinsesse Athena, 8, også måttet forholde sig til de mange coronarestriktioner, der har været i Paris i lang tid.
Prins Joachim flyttede sammen med sin familie til Frankrigs hovedstad for godt halvandet år siden, efter at prinsen blev optaget på forsvarsakademiet Ecole Militaire.
Under interviewet kommer prins Joachim også ind på, at han og familien stadig ikke har besluttet sig for, om de bliver i Frankrig, når udstationeringen i Paris slutter om tre eller fire år.
Du kan se hele interviewet på DR1 søndag aften klokken 21.00.