21. nov. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Royal ekspert: Her har kronprins Frederik rekorden - og her kan han sætte en ny

Kronprinsparret og dronning Margrethe
Kronprinsparret og dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Vi gør opmærksom på, at spørgsmål og svar tidligere har været bragt i BILLED-BLADET før nyheden om dronning Margrethes abdikation.

Kære kongelige brevkasse
Jeg kan forstå, at dronning Margrethe nu er den længst regerende dronning. Det betyder vel også, at kronprins Frederik er den, der har været tronfølger i længst tid, og at hans kongegerning bliver kort?
På forhånd tak
Hanne Lund

Kære Hanne Lund
Det er korrekt, at Margrethe 2. har overgået Christian 4. som den længst siddende, regerende monark i danmarkshistorien, fordi der i 8 år var indsat en formynderregering for den umyndige konge, som reelt regerede i 51 år og 6 måneder minus 1 dag, nærmere bestemt fra sin kroning den 29. august 1596 til sin død den 28. februar 1648. Dronning Margrethe overtog rollen som regent ved sin fars, Frederik 9.s, død den 14. januar 1972. Den 14. juli 2023 havde hun således været monark i præcis 51 år og 6 måneder, som altså giver hende den nævnte rekord. Det bør dog nævnes, at Frederik 6. reelt regerede i næsten 56 år, dog som kronprinsregent for sin sindssyge far, Christian 7., fra april 1784 til marts 1808, hvorfor hans formelle regeringstid som konge ”alene” varede ca. 30 år og 9 måneder, nærmere bestemt fra den 13. marts 1808 til den 3. december 1839. Dronning Margrethes rekordmange år som regent gør samtidig Frederik til den kronprins, der har ventet i længst tid på at komme til fadet. Det har han faktisk været i en del år, for nummer to på den liste er Frederik 8., som var kronprins i ca. 42 år og 2 måneder, nærmere bestemt fra den 15. november 1863 til den 29. januar 1906. Han var 62 år, da han blev konge, hvorfor eftertiden kaldte ham ”den evige kronprins”. Kronprins Frederik fyldte 55 år den 26. maj i år, så hvis vores dronning lever og regerer i 7 år endnu, vil vores kommende Frederik 10. også på det punkt overgå Frederik 8. som den ældste, tiltrædende monark – og det er ikke utænkeligt. Margrethe 2. har jo Bernadotte-blod i årene, og mange i den slægt er blevet gamle. F.eks. blev både dronning Ingrid og Gustav 6. Adolf 90 år, mens Gustav 5. blev 92 år. Naturligvis ved ingen, hvor mange regeringsår Frederik 10. får, men at det ikke bliver ligeså mange som sin mor, siger sig selv. Hvis tingene går sin naturlige gang, vil kronprinsens ældste søn, vores kommende Christian 11., sikkert få en lang regeringsperiode. En tronfølger og kronprins er i øvrigt ikke det samme. En mandlig tronfølger bliver først kronprins, når han står først i arvefølgen til tronen.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: