Royalt topmøde i Frankrig: Prinsesse Marie havde en fest med prins Carl Philip
Prinsesse Marie var i godt royalt selskab, da hun var en tur i den franske by Lyon for at følge det uofficielle kokke-VM, Bocuse d’Or.
Også Sveriges prins Carl Philip var taget til Lyon for at følge konkurrencen, der havde deltagelse af både danske og svenske kokke.
Prinsesse Marie og prins Carl Philip i højt humør
Det svenske medie Svensk Damtidning skriver begejstret om mødet mellem Marie og Carl Philip, og det bemærkes, at den danske prinsesse og den svenske prins med største sandsynlighed ikke har set hinanden, siden prinsesse Marie og prins Joachim var med til Carl Philip og prinsesse Sofias bryllup i Stockholm i 2015.
Da Marie og Carl Philip stod overfor hinanden i Lyon, var humøret højt og gensynsglæden stor, og det var tydeligt at se, at de havde det herligt i hinandens selskab.
Det kan man se på et af billederne fra Svensk Damtidnings reportage om det royale topmøde.
Dansk guld i Frankrig
Prinsesse Marie kunne juble over dansk guld ved Bocuse d’Or, mens prins Carl Philip og hans svenske kokke måtte nøjes med en ærefuld fjerdeplads.