Rygterne svirrer: Skal Mary og Frederik til håndboldfinale med Sveriges Victoria og Daniel?
Danmarks herrelandshold i håndbold skal fredag i Gdansk i Polen spille VM-semifinale mod Spanien, og en sejr bringer Mikkel Hansen, Niklas Landin og Mathias Gidsel i guldfinalen, hvor Sverige venter, hvis de altså som forventet slår Frankrig i deres semifinale i Stockholm fredag aften.
Kongelige til VM-finale i Stockholm?
Eksperterne har Danmark og Sverige som favoritter til at nå VM-finalen, som spilles søndag klokken 20.30 i Tele2Arena i Stockholm, og hvis Danmark og Sverige krydser håndboldklinger i en direkte duel om guldmedaljerne, så håber mange på at se det danske kronprinspar i hallen sammen med Sveriges kronprinsessepar.
Da Danmark og Sverige spillede VM-finale i Kairo i Egypten for to år siden, måtte kronprinsesse Mary og kronprins Frederik samt Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel se kampen hjemmefra, da der på grund af coronarestriktioner ikke var adgang for tilskuere til guldbraget i den egyptiske hovedstad.
Der blev dengang for to år siden udvekslet royale finalehilsner mellem vores kronprinspar og Sveriges kronprinsessepar via de sociale medier, og det hele endte rigtig godt set med Dannebrogsbriller.
Danmark vandt 26-24 over Sverige og hentede VM-pokalen for anden gang i streg, og nu drømmer alle med et rød-hvidt hånboldhjerte om, at vi snupper en tredje VM-titel og dermed scorer et vaskeægte guld-hattrick.
Rygterne svirrer
Rygterne om et royalt træf til en eventuel dansk-svensk VM-finale i Stockholm svirrer, og vi håber, at der er hold i rygterne, så vi ser flere populære kongelige profiler på lægterne til en drømmefinale søndag aften mellem Danmark og Sveriges seje håndboldherrer.