Sådan tager Frederik og Mary og børnene hul på sommerferien
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik og parrets fire børn prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine tog i går fredag hul på sommerferien, og denne lørdag er en helt speciel dag for både kongelige og alle andre danskere.
Mary og Frederik klar til at se fodbold
I dag drager rigtig mange danskere på sommerferie, og når klokken slår 18.00 holder hele nationen et vågent øje med EM-ottendedelsfinalen i fodbold mellem Danmark og Wales.
Kampen spilles på Johan Cruijff Arena i Amsterdam, og der er ca. 5000 danske tilskuere på stadion til matchen.
Frederik ser kampen hjemme med familien
Desværre er kronprins Frederik, der har set alle Danmarks tre indledende gruppekampe i Parken, ikke til stede i Holland.
Det har BILLED-BLADET fået bekræftet af kongehusets kommunikationsafdeling.
Frederik og Mary og deres børn ser i stedet kampen hjemme på fladskærmen, hvor der helt sikkert bliver heppet ivrigt på Kasper Hjulmands tropper.
Frederik har allerede set Danmarks EM-kampe mod Finland, Belgien og Rusland, og Mary var med til kampene mod Finland og Belgien, mens prins Christian var med til Belgien- og Rusland-kampen.
Prins Christian i fin form
For prins Christian er disse dage i øvrigt ekstra søde.
Han har netop på fin vis afsluttet sin 9. klasses afgangseksamen på Tranegårdskolen i Hellerup.