
Særdeles utraditionelt: Kongeparrets sidste dag i Paris bliver noget anderledes end normalt

Der har efterhånden været en hel del statsbesøg både herhjemme og i udlandet, siden kong Frederik og dronning Mary overtog fra dronning Margrethe i januar sidste år.
I næste uge venter endnu et statsbesøg, og denne gang går turen til Frankrig. Kongen og dronningen rejser den 31. marts, og de vender retur til Danmark igen den 2. april.

Torsdag offentliggjorde kongehuset programmet for statsbesøget, og der er mange spændende ting i vente for kongeparret. Traditionen tro venter der også både et gallataffel og en returmiddag.
Gallataflet, som det franske præsidentpar er værter for, holdes på Élysée-palæet, mens returmiddagen aftenen efter holdes på Le Grand Hôtel. Her er det kongeparret, der er værter.
Ved statsbesøg plejer returmiddagen at finde sted på besøgets sidste dag og ses derfor ofte som en afrunding på et statsbesøg. Sådan bliver det dog ikke denne gang, for onsdag venter der kongeparret flere oplevelser i Paris.
Det hele slutter onsdag eftermiddag, når kongeparret får en rundvisning i Notre-Dame. En voldsom brand ramte katedralen i 2019, og under besøget i kirken vil der være fokus på det enorme restaureringsarbejde, som er foretaget de senere år som følge af branden.
Notre-Dame genåbnede i december sidste år, og kongeparrets besøg i den historiske kirke vil markere afslutningen på statsbesøget.
Selv om det er ganske utraditionelt, at et statsbesøg ikke slutter med returmiddagen, er det ikke første gang, det er sket. Det samme gjorde sig for eksempel gældende, da det spanske kongepar i 2023 var på statsbesøg i Danmark. Her var der ligeledes returmiddag en tirsdag aften, men statsbesøget fortsatte frem til onsdag eftermiddag.
