Savner kronprinsfamilien … men glæder sig helt vildt til stor fest med dronning Margrethe
Lige nu savner man i Gråsten by at have royale sommergæster på slottet, for kronprinsfamilien har i år ikke holdt deres ferie her, som man ellers har været vant til tidligere somre.
Naturligvis savner de lokale, at kronprinsparret og deres børn er på Graasten Slot, men snart ankommer dronning Margrethe til Gråsten, og så bliver der kæmpe royal fest.
Tirsdag den 18. juli ankommer dronning Margrethe til Sønderborg Havn med kongeskibet Dannebrog.
Dronning Margrethe modtages på torvet
Og klokken 10.30 bliver dronningen så på festlig vis modtaget i Gråsten, når Majestæten ankommer til byens torv.
Vi sender tirsdag den 18. juli fra klokken 10.15 live fra den royale byfest med dronning Margrethe i hovedrollen.
Efter byfesten kører dronningen til Graasten Slot for at nyde et par uger af sommerferien i de skønne omgivelser i Sønderjylland.