
Se billederne: Flere af kongefamiliens nære venner til privat fest på Amalienborg
Da prinsesse Isabella og kongeparret inviterede til privat fødselsdagsfejring i Frederik VIII's Palæ søndag aften, var det ikke kun fødselarens venner fra barndommen og gymnasiet, der var med som gæster.
En perlerække af kong Frederik og dronning Marys nærmeste venner, som har fulgt prinsesse Isabella fra barnsben, var også til stede.
Blandt andre sås Christian og Elisabeth von Buchwald, der har kendt familien i mange år. Christian von Buchwald har spillet tennis med kong Frederik i en årrække og er også blandt prinsesse Isabellas faddere.
Hans hustru Elisabeth har siden 2007 været ansat i kongehuset, først som kurator og siden som hofinventarinspektør.
Også en af kong Frederiks gode venner fra tiden i Frømandskorpset Jeppe Handwerk var med til fest sammen med hustruen Birgitte Handwerk.
Malou Skeel fra Birkelse Gods er også blandt prinsesse Isabellas faddere og sammen med ægtefællen, kammerherre og hofjægermester Jørgen Skeel var hun også selvskreven til den private fest for Isabella.
Malou og Jørgen Skeel har et nært forhold til kong Frederik og dronning Mary, ikke mindst fordi at deres gods ved Aalborg var det første sted i Danmark, daværende Mary Donaldson besøgte i 2001, hvor forholdet til Frederik stadig var superhemmeligt.
Heering-familien var også godt repræsenteret på Amalienborg søndag aften, hvor Peter Heering og hustruen Caroline Heering fejrede 18-års fødselaren.
Peter Heering har kendt kong Frederik siden barndommen, da hans mor Susanne Heering er blandt dronning Margrethes nærmeste veninder. Caroline Heering har tidligere været hofdame for kronprinsesse Mary.
Julie Mølsgaard, som kong Frederik kender tilbage fra gymnasietiden og som senere er blevet en af dronning Marys veninder, var naturligvis også med til at fejre prinsesse Isabellas store dag.
Se billederne af gæsterne herunder:
Gæster ved prinsesse Isabellas private fest

