Se billederne: Sådan spillede kong Frederik alligevel en rolle på dronning Marys skovtur
En del mennesker var mødt op i Dyrehaven søndag formiddag, hvor man både kunne få dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke at se i en særlig anledning.
Her skulle det nemlig markeres, at den sydlige del af Jægersborg Hegn er blevet en del af den populære Dyrehave.
Den nye del er udlagt som "urørt skov" til stor gavn for naturen og spås at blive et nyttigt sted for sjældne planter, dyr og svampe.
På dagens program stod også en afsløring foretaget af dagens royale hovedperson dronning Mary.
Og det hun skulle afsløre, havde en helt særlig forbindelse til gemalen kong Frederik.
Dronning Mary skulle nemlig afsløre kong Frederiks nye monogram øverst på en af de karakteristiske røde porte ind til Dyrehaven.
Stående på en træstub kreeret til lejligheden kunne dronning Mary let og elegant hive i snoren, der fjernede det kongeblå klæde fra skiltet, og således vise alle det smukke monogram prydet med årstallet 2024.
På den måde kom kong Frederik alligevel til at spille en rolle på dronning Marys skovtur, selv om han ikke deltog i egen person.
Se billederne af afsløringen i galleriet øverst i artiklen og video fra seancen herunder: