Sikken fantastisk fest! Prinsesse Benedikte blev blæst fuldstændig bagover
Prinsesse Benedikte blev blæst fuldstændig bagover, da hun nød et forrygende show med præsentation af det fineste inden for dansk beklædningshåndværk og smykkekunst.
Prinsessen og alle andre i salen i Moltkes Palæ i København kunne nyde et brag af et modeshow, der bød på spændende og formfuldendte kreationer fra danske buntmagere, skræddere, guldsmede, sadelmagere og handskemagere.
Prinsesse Benedikte var fascineret af showet
For enden af den lange catwalk i festsalen sad Laugenes Opvisnings engagerede protektor prinsesse Benedikte, og prinsessen var fuldstændig fanget og fascineret af den medrivende opvisning.
Efter showet gik prinsesse Benedikte på opdagelse i palæets mange saloner, hvor hun besøgte deltagernes stande og kom helt tæt på smykker, magiske festkjoler, fyldige pelse og flotte handsker, bælter og tasker.
Ved sin side havde prinsessen blandt andre Skrædderlaugets oldermand Johnny Alexander Wichmann.
Det er Skrædderlauget, Kjøbenhavns Guldsmedelaug og Håndværkerforeningen København, der står bag Laugenes Opvisning.
Der var fest over det
BILLED-BLADET fik mulighed for at tale med prinsesse Benedikte efter den royale rundtur i salonerne.
- Helhedsindtrykket var vældig godt, og der var dejlige farver på kjolerne. Det var skønt, så jeg må sige, at der var fest over det. Det hele gik op i en højere enhed, lød det blandt andet fra prinsesse Benedikte.