
Skjult kærlighedserklæring i kong Frederiks tale: Dronning Mary må være blevet ramt i hjertet

Det var kong Frederik, der bød gæsterne til fredagens aftenselskab for kunst og kultur velkommen.
Sammen med dronning Mary indtog han for første gang værtsrollen, efter den har været dronning Margrethes siden 1976.
I sin tale indrømmede han, at kunst i mange år havde været en gåde for ham.
- Som dreng forstod jeg det ikke. Kunsten var en gåde, som jeg satte mig for at løse, lød det blandt anden fra kongen.

Der blev dog også plads til at sende en kærlighedserklæring til dronning Mary.
For netop kunst og kultur har spillet en afgørende rolle i deres forhold. De mødtes under en international sportsbegivenhed i 2000, og en særlig Lars H.U.G.-sang citerede daværende kronprins Frederik i sin bryllupstale den 14. maj 2004.
- Jeg elsker dig Mary
– kom lad os gå, kom lad os se – gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed, sagde kronprinsen dengang til sin brud.
Og netop en del af den passage gengav han under fredagens aftenselskab for kunst og kultur.
- Til et omkvæd, der gav løftet om vægtløs kærlighed tyngde, lød det fra kongen i velkomsttalen.
