Skøn sommernyhed fra Gråsten: Dette har dronning Margrethe ønsket - og fået!
Dronning Margrethe nyder i disse dage sommerferien på Graasten Slot i Sønderjylland, og fredag kan hun se frem til at overvære Livgardens vagtskifte for fuld musik.
Der er i det hele taget meget at tage sig til for dronningen i Gråsten.
Den Kongelige Køkkenhave ligger tæt på slottet, og her er dronning Margrethe hvert år forbi for at se, hvordan det går med stauderne og æblelunden samt brombærbuskene og meget andet.
Margrethe håber folk hygger sig i køkkenhaven
BILLED-BLADET var et smut forbi den royale køkkenhave forleden, og her blev vi fortalt af de lokale, at dronningen har ønsket, at græsset skulle klippes helt ned flere steder i æblelunden, så de mange besøgende i køkkenhaven kan finde et sted at holde picnic eller bare slappe af på et tæppe.
Og dronningen har fået det præcis, som hun har ønsket det, hvilket de lokale glæder sig meget over.
Nu er der mange fine og hyggelige steder i æblelunden, hvor man kan sætte sig på et tæppe med madkurv og det hele – og det er altså præcis sådan, dronningen har ønsket det.