Slår sig løs iført hæklet bøllehat: Kronprins Christian på festival med vennerne
I løbet af sommeren har kronprins Christian været stedfortræder for sin far som regent. Blandt andet under kongeparrets private ferie, hvor de rejste udenlands, og senest da kong Frederik tog til de indledende OL-arrangementer i Paris i sidste uge.
De seneste dage har kong Frederik dog været retur, og kronprinsen har kunnet lægge regent-kasketten.
I stedet viser nye billeder, at han torsdag havde valgt at iføre sig en hæklet bøllehat, da han slog sig løs med sine venner til Aiasound-festivalen på Amager.
Det skriver Ekstra Bladet, der spottede tronfølgeren.
Ifølge mediet stod kronprins Christian foran scenen, da den tidligere Citybois-sanger Thor Farlov gik på. Og det var en glad kronprins, som under koncerten kastede håndtegn, viste sine små dansetrin og tog selfies med vennerne.
Det er ikke første gang, at kronprinsen spottes til festival – heller ikke denne sommer.
Kronprinsen dukkede i sidste uge op til Musik i Lejet i Tisvildeleje, og tidligere år har han været med familie og venner på Smukfest i Skanderborg.
Om Smukfest også står på programmet i næste uge, når festivalen løber af stablen, må tiden vise. Det kan dog være, han skal finde den der regent-kasket frem igen. Der går forlydender om, at kong Frederik er på vej tilbage til Paris for at overvære OL.