7. nov. 2024
Af Christinna Braun

Slotsgartneren afslørede det: Det var en sidste hilsen fra de ansatte

Dronning Ingrid.
Dronning Ingrid.
Foto: Willy Lund/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Da dronning Ingrid døde den 7. november 2000, sendte de ansatte en samlet sidste hilsen.

Pladsen foran Christiansborg Slotskirke var fyldt med frysende danskere i dagene efter dronning Ingrids død, hvor mange ønskede at sige et sidste farvel til Danmarks gamle dronning.

Dronning Ingrid døde, 90 år gammel, den 7. november 2000 og blev begravet 7 dage senere, den 14. november.

Det var ikke hvilken som helst jord, kongelig konfessionarius Christian Thodberg brugte, da han foretog jordpåkastelsen ved dronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke.

Den jord, som blev brugt, var jord fra dronningens elskede have i Gråsten.

Det fortalte slotsgartner ved Gråsten Slot, John Henriksen, dengang til BILLED-BLADET, som skrev om den fine gestus:

- Det var et ønske fra den kongelige familie, at jorden til jordpåkastelsen skulle komme herfra, og det skulle ikke undre mig, om det var et ønske fra dronning Ingrid selv, sagde John Henriksen til BILLED-BLADET.

Da den kongelige familie fremsatte ønsket om at få jord fra Gråstens Slotshave, følte John Henriksen og de øvrige ansatte gartnere i haven, at de ville gøre det til en fælles opgave.

- Så vi hentede jorden i fællesskab som en sidste hilsen fra de ansatte, sagde John Henriksen, der selv bragte jorden fra Sønderjylland til Sjælland, da han sammen med sin hustru, Grethe Henriksen, deltog i højtideligheden i Christiansborg Slotskirke.

Læs mere om: