Smykkerne var sikkert nøje udvalgt: Dronning Mary bar forlovelsesgave fra 1800-tallet
Mandag formiddag afholdt kongeparret nytårskur på Christiansborg Slot for det diplomatiske korps.
Her dukkede dronning Mary op i en gulvlang lys kjole med guldbrokadedetaljer designet af Teri Jon by Rickie Freeman.
Den overdådige kjole var stylet med nogle helt særlige smykker, som sikkert var nøje udvalgte. De passede nemlig til kjolens gyldne detaljer.
Dronningen havde valgt Anna af Oraniens ørenringe, som er en del af smykkerne i Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis.
Smykket består af en stor diamant, der sidder øverst samt et vedhæng med en pæreformet diamant.
Og det var ikke de eneste smykker, dronning Mary havde valgt til den særlige anledning.
Om det ene håndled bar hun nemlig dronning Louise af Sverige-Norges forlovelsesarmbånd, som ligeledes er en del af Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis.
Det smukke armbånd består af en guldkæde med runde led samt et ovalt vedhæng med flere små diamanter.
Armbåndet var en forlovelsesgave fra 1850 fra Karl 15. af Sverige til hans hustru. Det blev sidenhen arvet af dronning Louise af Sverige-Norges eneste datter, dronning Lovisa af Danmark.