Sød detalje: Galant Christian fik dronningen til at smile lidt ekstra
Prins Christian var i centrum til sin konfirmation på Fredensborg Slot, og efter den kirkelige højtidelighed, kom konfirmanden sammen med dronning Margrethe og sine forældre og søskende ud til den ventende presse for at lade sig fotografere.
Stor dag for Christian og dronning Margrethe
For dronning Margrethe var det naturligvis en stor oplevelse at se sit barnebarn prins Christian føle sig så godt tilpas på sin store dag, og hun smilede endda lidt ekstra, da prins Christian galant gav hende en støttende hånd på vej ned af Fredensborg Slots havetrappe og hen til fotografer og journalister.
Prins Christian tog kærligt dronningens hånd for at hjælpe hende, og dronningen kvitterede med et smil til både Christian og alle andre, der så på.
Dronningen poserede med Christian
Herefter poserede Margrethe med konfirmanden og resten af kronprinsfamilien, hvorefter dronningen gik tilbage til Havesalen på Fredensborg Slot, mens kronprinsfamilien blev stående.