
SØDE GLIMT: Prinsesse Isabellas dejlige somre på Gråsten Slot
Prinsesse Isabella har sammen med sin familie haft en forrygende sommer i Danmark, hvor især dagene i Sønderjylland på Gråsten Slot har været helt uforglemmelige.
Vejret har vist sig fra sin luneste side, og solen har skinnet mere end sædvanligt. For Isabella er det uanset vejret dog altid skønt at være i Sønderjylland.
Fri leg på slottet
De seneste somre har kronprinsfamilien været faste gæster i Gråsten, hvor de har nydt rammerne på det lokale slot.
Her har Isabella og hendes tre søskende Christian, Josephine og Vincent sammen med kronprinsesse Mary og kronprins Frederik haft mulighed for at boltre sig i fred og ro. Der har både været tid til badehygge i swimmingpoolen og til fri leg i slotshaven.

Prinsesse Isabella elsker heste
Prinsesse Isabella har desuden været en flittig gæst på den lokale rideskole. I det hele taget er Isabella vild med heste og vild med at ride ture i Gråsten-skovene sammen med sin mor og far.
Det er også et af årets og sommerens højdepunkter, når Gråsten ringriderforenings store rytteroptog kommer forbi slottet. Her har Isabella de seneste år sammen med familien hilst på mange fine heste og velklædte ryttere i alle aldre. Jo, Gråsten og prinsesse Isabella er bestemt et godt match.
