Søde nisser fik smilet frem: Mary vildt begejstret
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Kronprinsesse Mary tog hul på den dejlige juletid, da hun mandag formiddag var med til at afsløre årets Julemærke som protektor for Julemærkefonden.
Det skete på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde, hvor kun i alt ti personer var tilstede på grund af coronarestriktioner.
Begejstret Mary
I den medfølgende video kan man se, hvor begejstret kronprinsesse Mary er for det nye flotte Julemærke, der har Genforeningen som tema og markerer, at det i år er 100 år siden, at Sønderjylland kom tilbage til Danmark.
Tomas Björnsson har tegnet Julemærkearket som et danmarkskort, hvor alle fem Julemærkehjem optræder sammen med en lang række danske seværdigheder.
Og så er der en masse søde julenisser med på mærket.
- Jeg har arbejdet med to vinkler på Genforeningen. Først er der den historiske genforening. hvor det sønderjyske kaffebord var et element, jeg var meget bevidst om, skulle være med. Og så er der den personlige genforening, hvor nisserne rundt på kortet bliver genforenet med hinanden, fortæller kunsteren blandt andet om årets motiv.
Vigtigt med fælleskab
Julemærket har fået titlen "Jul i fællesskab" og det er netop fællesskabet, det handler om i Julemærkehjemmene.
Julemærkehjemmene hjælper børn, der kæmper med mistrivsel, mobning, ensomhed og lavt selvværd.
Et emne, der optager kronprinsesse Mary meget og som hun blandt andet har fokus på i Mary Fonden.
Hjælper mange børn
Hvert år får 1.000 børn i alderen 7-14 år ophold på et af de fem Julemærkehjem i Danmark: I Hobro, Kollund, Skælskør, Ølsted og Roskilde.
Indtægterne fra salget af Julemærket bidrager til driften af Julemærkehjemmene.
Vigtigt med støtte
Julemærket kan købes online på e-julemaerket.dk og i butikker fra i dag.
Det er også muligt at støtte med donationer via julemaerket.dk eller MobilePay 671041.