Søndag kan du sende en personlig hilsen til Danmarks nye konge: Sådan lykønsker du Frederik
Søndag den 14. januar abdicerer dronning Margrethe og overlader tronen til sin søn, kronprins Frederik, der dermed bliver konge.
I det øjeblik, hvor proklamationen af kong Frederik 10. sker fra balkonen på Christiansborg Slot, er det muligt for danskerne at lykønske ham.
På kongehusets hjemmeside oplyser de, hvordan man kan sende en personlig hilsen til kong Frederik 10. for at lykønske ham med den nye rolle som regent.
”I anledning af tronskiftet vil der søndag den 14. januar 2024 være fremlagt gratulationslister i Hofmarskallatet, Det Gule Palæ, Amaliegade 18, København K fra klokken 15.00-19.00. Her vil borgere have mulighed for at skrive en hilsen til den kommende Kong Frederik 10. på gratulationslisterne.”
Det er også muligt at sende en digital hilsen, hvis man ikke har mulighed for at komme forbi Hofmarskallatet.
Der vil blive oprettet en gratulationsliste på kongehusets hjemmeside søndag klokken 15. Her kan man sende en digital hilsen.
Den digitale gratulationsliste vil kun være åben til og med mandag den 15. januar.