Stærk scene venter i det private: Det bliver de store følelsers aften for dronning Margrethe og kong Frederik på Amalienborg
Efter proklamation fra balkonen på Christiansborg Slot den 14. januar føres fanerne klokken 17.00 fra dronning Margrethes palæ på Amalienborg, Christian IX’s Palæ, til kong Frederik 10.’ s residenspalæ, Frederik VIII’s Palæ.
Denne scene ventes at blive en af tronskiftedagens allermest følelsesladede, og mange danskere ventes at lade en tåre falde under ceremonien.
Fanerne bæres over Amalienborg Slotsplads af en fanekommando, som består af chefen for Livgardens Vagtkompagni, næstkommanderende for Vagtkompagniet, tre befalingsmænd som fanebærere samt seks værnepligtige gardere som vagter – gallafanen bæres forrest.
Der overføres kun tre faner, mens én gallafane forbliver ved den oprettede kongevagt.
Et særligt øjeblik for kongeparret og dronning Margrethe
Et af de helt store og smukke øjeblikke kommer, når chefen for Vagtkompagniet og fanebærerne er ankommet til Fanegemakket i Christian IX´s Palæ.
Her vil chefen for Vagtkompagniet anmode dronning Margrethe om tilladelse til at overføre fanerne.
De tre fanebærere vil enkeltvis hilse på fanerne og derefter tage hver deres fane.
Når Fanekommandoen har ført fanerne over slotspladsen til det nye residenspalæ, Frederik VIII’s Palæ, med hele Danmark som publikum, vil chefen for Vagtkompagniet hilse på kong Frederik og anmode om tilladelse til at overdrage fanerne.
Fanerne overdrages til kongen, der placerer dem i de opsatte fanestøtter i Marmorhallen, som herefter vil blive benævnt Fanegemakket.
Efter aflevering af fanerne fører chefen for Vagtkompagniet fanekommandoen tilbage til Christian IX´s Palæ og derfra til vagtens lokaler.
Dronningen kyssede flaget
For præcis 52 år siden, den 14. januar 1972, blev fanerne bragt den modsatte vej fra Frederik VIII’s Palæ, hvor Frederik den 9. og Dronning Ingrid havde residens, til Christian IX's Palæ.
Dronning Margrethe fortæller i bogen ”Undervejs”, at de rød-hvide faner er et symbol på kontinuiteten i kongehuset: ”Alle de ting, som fortsætter, eller som gøres omtrent, som de blev gjort i gamle dage. Også det at kysse flaget, sådan som min far havde gjort det, da han fik fanerne over i sit palæ i 1947, og som jeg også gjorde den aften, han døde.”