Stærke stemmer: Kronprinsesse Mary og prinsesse Marie støtter op om vigtig sag
Prinsesse Marie har netop afsluttet sin arbejdsrejse til Cambodja, og i hovedstaden Phnom Penh var sidste programpunkt bemærkelsesværdigt af flere forskellige årsager.
Prinsesse Marie besøgte Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner Voices for Gender Equality.
Mary og Marie sætter fokus på menneskerettigheder
Her arbejdes der for at styrke ligestilling samt rettighederne for LGBTQ-personer og for kvinder, der specifikt har været udsat for partnerbaseret vold.
Netop disse områder retter kronprinsesse Mary også fokus på med sit arbejde i såvel FN-regi som med Mary Fonden.
Kronprinsessen fremhæves i årsrapport
I kongehusets årsrapport for 2021 fremhæves kronprinsessens arbejde blandt andet på områderne ligestilling og menneskerettigheder helt generelt:
“I forbindelse med Kronprinsessens mangeårige engagement i at fremme ligestilling og piger og kvinders rettigheder rejste Hendes Kongelige Højhed sammen med udviklingsministeren i oktober til det vestafrikanske land Burkina Faso, hvor Danmark gennem 25 år har haft et tæt udviklingspolitisk samarbejde særligt inden for området seksuel og reproduktiv sundhed.
Også i Danmark satte Kronprinsessen fokus på emner som ligestilling, inklusion og rettigheder. Som protektor for Copenhagen 2021, som er fællesbetegnelsen for LGBTI+-begivenhederne WorldPride og Eurogames, holdt Kronprinsessen i august åbningstalen ved Copenhagen 2021 Human Rights Forum i FN-byen og holdt desuden tale foran et stort publikum i Fælledparken ved afslutningsceremonien, hvor også statsministeren deltog.”
To stærke royale stemmer
For både kronprinsesse Mary og prinsesse Marie har det været vigtigt at finde sig til rette i deres fremtrædende roller på en helt unik platform, hvorfra de har en mulighed for at gøre en forskel.
Både Mary og Marie har for længst fundet sig til rette i deres respektive roller, og retter nu fra deres platform som kongelige profiler fokus mod mange væsentlige områder, og her står menneskerettigheder altså højt på dagsordenen hos begge.