Stillede op til interview på kajen: Da kongeparret fik det spørgsmål, måtte kong Frederik le
Kongeparret har netop begyndt deres første officielle besøg i Grønland siden tronskiftet.
Kong Frederik og dronning Mary ankom i løbet af lørdag formiddag til Pituffik Space Base.
Her ventede en officiel modtagelse i Qaanaaq, samt begivenheder som en reception på rådhuset og kaffemik.
Hen på aftenen ankom kongeparret, der overraskede og havde prinsesse Josephine og prins Vincent med på turen, til Aasiaat.
Og det var her, før de gik ombord på Kongeskibet Dannebrog, at de stillede op til et par spørsgmål.
Det fremgår af en video, som DR har bragt fra besøget.
Og der var særligt ét spørgsmål, der fik kong Frederik til at trække på smilebåndet.
Det skete, da kongeparret blev spurgt til, hvordan det var at sætte deres fødder i Grønland som kongepar frem for som kronprinspar, som det tidligere har været.
- Ha ha… Jamen, vi er jo enormt stolte og glade over, at vi kan være her og repræsenterer hele kongeriget. Nu som kongepar. Det glæder os rigtig, rigtig meget, lød det fra kong Frederik.
Kongeparret satte også generelt ord på, hvor meget det betyder for dem at få lov til at besøge Grønland.
Også selv om besøget foregår i en forholdsvis kold sommer, påpegede kongeparret.
Det officielle besøg fortsætter søndag, hvor kongeparret blandt andet skal på bådtur og sætte motionsløbet Qeqertarsuaq Race i gang.