2. jan. 2025
Af Pelle Rigtrup

To stjerner i guld betyder noget ganske særligt: Her er historien bag dronning Marys flag

Dronning Mary.
Dronning Mary.
Foto: Hanne Juul
Dronning Marys nye flag indeholder flere helt særlige detaljer. Blandt andet to stjerner i guld.

På den første dag i 2025 annoncerede det danske kongehus, at et nyt kongevåben var blevet fastsat.

I samme ombæring blev det besluttet at ajourføre de kongelige flag.

Det betyder, at kongeflaget nu har det nye kongelige våben i spunsen (midterfeltet), mens der er blevet indført et nyt flag for dronning Mary og kronprins Christian.

Og særligt dronningens flag er interessant.

Det rummer nemlig flere detaljer, hvor der især er fokus på hendes ophav.

Flaget består af to våben, der er placeret side om side. Det ene er kongens våben, mens det andet er dronningens våben.

I dronningens våben ses i et guld felt en rød dobbelthovedet ørn med et sort skib på brystet, som er symboler fra den skotske klan Donalds heraldik, skriver kongehuset.

De skotske symboler sender tanker til dronning Marys forældre, der begge stammer fra Edinburgh i Skotland.

John Donaldson og Henrietta Clark Donaldson emigrerede i 1963 til Tasmanien, hvor Mary også er født og opvokset.

Men det er ikke det eneste, der er i våbnet.

I et blåt skjoldhoved ses to syvoddede stjerner af guld, som symboliserer Australien og derimellem en rose af guld som et symbol på det feminine og på skønhed, skriver kongehuset i deres beskrivelse af dronningens våben.

Læs mere om: