Stolt kronprinspar i Indien: Mary og Frederik bringer lykke til sted med dansk sølvskat
Som en del af det officielle besøg i Indien åbnede kronprinsparret sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sølvudstillingen “Silver Treasures from Denmark and India” på Nationalmuseet i New Delhi.
Frederik og Mary bringer lykke
Sølvudstillingen fremviser indiske og danske sølvhåndværkstraditioner og i åbningen af udstillingen deltog kronprinsparret i en såkaldt lampetændingsceremoni, der er en traditionel indisk ceremoni, som regnes for at bringe lykke.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Museum Kolding og det indiske nationalmuseum, og er en særlig aktivitet under kulturudvekslingsaftalen mellem Danmark og Indien, der blev underskrevet under premierminister Narendra Modis besøg i Danmark i foråret 2022.
Aftalen skal understøtte styrket samarbejde på kulturområdet.