Stolt Mary i USA: Det her har vi opdaget I Danmark
I forlængelse af kronprinsesse Marys besøg i New York den 23.–24. oktober, rejste kronprinsessentil Raleigh i North Carolina for at deltage i konferencen World Anti-Bullying Forum 2023 sammen med Mary Fonden.
Kronprinsesse Mary holdt konferencens åbningstale om Mary Fondens indsatser for at bekæmpe mobning i Danmark.
- I Danmark har forskere opdaget, at for virkelig at forstå mobning og årsagerne til mobning, må vi ændre fokus fra det enkelte barn til de sociale processer og den kultur, der omgiver grupper af børn, sagde kronprinsessen og fortsatte.
- Mens det er vigtigt at tage sig af hvert enkelt barn, skal vi samtidig forstå de sociale dynamikker, som bevirker en stigning i mobning for effektivt at kunne sætte ind og forhindre de problematiske situationer, lød det endvidere fra Mary.
Mary fremhævede forsker i Danmark
Kronprinsessen fremhævede derpå den danske professor Dorte Marie Søndergaard, som har fundet frem til, at mobning kan opstå på baggrund af børns trang til at høre til i en gruppe.
Det kan skabe en lav tolerancetærskel og skabe grobund for mobning, og for at særligt udsatte børn bliver ofre.
Kronprinsessen gav også udtryk for, at hun er stolt af den indsats, man gør i Danmark, og som Mary Fonden altså er en del af.
Mary understregede desuden, at vi i Danmark har erkendt, at problemet med mobning er massivt, og derfor er der blevet sat ind med antimobnings-programmer I skoler og institutioner samt sportsklubber.