Stor dag i Operaen: Kronprinsesse Mary stjæler billedet til international event
Netop nu er mere end 1000 repræsentanter for modebranchen samlet i København til Global Fashion Summit, som er et førende internationalt topmøde med fuld fokus på bæredygtighed i mode- og tekstilindustrien.
Kronprinsesse Mary i hovedrollen
Kronprinsessen holdt i dag topmødets åbningstale i Operaen i sin egenskab af protektor for Global Fashion Summit og Global Fashion Agenda.
Kronprinsesse Mary talte blandt andet om, at den grønne omstilling i modebranchen de senere år er kommet øverst på topmødets dagsorden.
Oplevede restaurering af genbrugstøj
Efter åbningstalen overværede Mary en række paneldebatter med beslutningstagere inden for modebranchen, hvorefter kronprinsessen fik lejlighed til at besøge virksomhederne i udstillingsområdet Innovation Forum.
Her kunne Mary med egne øjne opleve restaurering af genbrugstøj, digitalisering af tekstilindustriens værdikæde, miljørigtig indfarvning af tøj og mange andre innovative løsninger på den grønne omstilling i modeindustrien.